Pyhhh ha, sikke langt der er i mellem mine indlæg, her på bloggen. Jeg må da vist sande, at jeg ikke er den mest optimale blogger. Ikke fordi jeg ikke vil skrive, men den ene dag tager som altid den anden og selvom jeg ellers synes jeg har nok af sorger, glæder og kreative indput at dele ud af, får jeg det ikke gjort.
Nogle dage er jeg simpelthen bare for træt til at skrive og livet, som nu singlemor til tre krudtugler, er langt fra en dans på roser. Ikke at jeg tror nogen liv er en dans på roser.....for alle har jo deres at slås med, men jeg er sikker på alle gør hvad de kan, med de midler og overskud de nu engang har til rådighed.
I denne måned er det 1 år siden min "mand" og jeg gik fra hinanden......13 år med gode oplevelser, venskab og de dejligste børn i verden jeg kunne ønske mig. Men det at gå fra hinanden er jo ikke bare lut og lagkage.
Bruddet, som sådan var rimeligt udramatisk, timeingen kunne jeg måske godt have ønsket var bedre, men når nu det er sagt, så var der heller ikke mere at bygge på eller noget at redde og selvom det var ham der traf beslutningen satte jeg mig ikke til modværge, for jeg havde jo vidst det længe, men havde lovet ham 3 år forinden, da jeg allerede dengang ville skilles, at det ikke var mig der skulle sige det igen.
1 dag gik der fra beslutningen om at stoppe vores ægteskab var taget, til jeg bad ham om at flytte ud. Måske nok et meget tarveligt valg fra min side, men jeg havde brug for hurtigst muligt at få skabt en normal hverdag, hvor jeg havde overblik og styringen i hvad der skulle ske i mit og børnenes liv. En hverdag, hvor de vidste, til trods for savn af deres far, at de stadig havde et hjem og at de stadig havde to forældre der elskede dem, selvom de ikke elskede hinanden længere. Et hjem hvor kaos og vasketøj i bjerge var en saga blot.
Jeg synes selv det lykkedes mere eller mindre, men prøvede også at være meget opmærksom på børnenes behov og da de samtidig også stod og skulle skifte skole pga. skolesammenlægninger i kommunen, var de ekstra følsomme på hver deres måde. De to yngste startede op i skilsmisse grupper, hvor de frit kunne "læsse" af og møde andre i samme situation. Den store ønskede ikke, at snakke så meget med fremmede om det, men vidste at hun til en hver tid kunne få den hjælp hun måtte have brug for hvis behovet skulle opstå. Hjemme snakkede vi en del om det, men efterhånden fandt de frem til konklusionen at det var bedre med to glade forældre, end to der altid hakkede på hinanden og var kede af det.
Jeg synes samarbejdet med ex manden foregår hæderligt.....vi kan snakke om børnene og deres behov, han er god til at træde til når der er brug for hjælp og vi kan også grine og pjatte som vi tidligere har gjort. Det er rart på så mange planer at vi ikke skal bruge tid på også at "bekrige hinanden" og at vi ikke blander os i hinandens liv på den måde. Vi er forældre for vores børn og det skal fungerer på bedst mulig vis......Det vil jeg altid være ham evigt taknemmelig for. Hvad han ellers tænker om mig blander jeg mig ikke i, og så længe jeg ved han gør, hvad han kan for at vores fælles børn har det godt, er jeg glad.
Alligevel kan det undre mig I sådan en skilsmisse, at én man har været så tæt på og holdt af i så lang tid, pludselig kan føles som en helt fremmed og at folk man lige har mødt kan føles, som nogle man har kendt hele livet.
Sådanne aha oplevelser har jeg haft i det forgangende år.
Jeg synes, i det store hele, mit liv er blevet beriget med nogle mennesker, der vil mig for mig og ikke for, hvad jeg måske kan tilbyde eller gøre for dem. Mennesker som rummer, at ikke alle dage er lige lette, at jeg også har noget på hjertet, at jeg gang på gang fucker up i mit eget liv, og med garanti vil fortsætte med at gøre det, til den dag jeg dør.
Mennesker, som er blevet til nære venner og veninder, som deler sorger og glæder, fester og hygger, bakker op og støtter op om de valg jeg nu engang formår at træffe. Mennesker, som jeg ikke nødvendigvis behøver at forklare en hel masse, men som giver en kop kaffe og nærvær uden at der behøver siges ret meget. Mennesker, jeg føler jeg skylder en stor tak til for at have beriget mit liv.
TAK for Jer, som har været der igennem det hele, hvad enten jeg har kendt jer hele livet eller i er nye bekendtskaber.
God påske <3
Egentlig sad jeg bare og slettede billeder på computeren, men faldt over dette blomster billede og kunne ikke stå for det. 
