Når man sådan går hjemme, med feber i kroppen og er aller mest uoplagt, har man som oftest brug for nogen at snakke med. Jeg har I hvert tilfælde et stort behov for at snakke og da jeg ved at alle mine venner og bekendte er på arbejde begrænser det mig jo lidt.
Jeg har ikke altid fantasi nok til at gå og tale med mig selv for jeg kan blive så irriteret og provokeret af de svar jeg får igen, at det bal er forbi. Næh, nu snakker jeg med katten....den lille stakkels skaldede kat Quisling.
Tja, hvad kan jeg sige....Jeg er godt på vej til at blive en af de der skøre katte damer man ser på tv og ellers kun kan forestille sig. Du ved damen med fedtet hår, lang nusset frakke, måske mangler hun et par tænder og går lidt foroverbøjet, dog altid venlig og smilende.
Okay, måske det er at overdrive, men altså, jeg snakker med min stakkels skaldede kat.
Quisling har mistet det meste af sin pels her hen over vinteren fordi han har raget en loppe allergi til sig og ikke nok med det så tabte han sig også helt åndsvagt meget så han lignede noget der var løgn med hans store sår og skaldede krop.......Den lille stakkel.
Det fede ved at snakke med katten er, at den sender ikke et surt svar tilbage eller smækker med dørene og råber dumme mor efter mig.......Næh, den kigger bare mærkeligt på mig og lister hen til køkkendøren for ligesom at fortælle mig at nu har jeg fået nok af din kaglen og vil gerne ud.
Ja, så kan jeg jo tage det til efterretning når jeg synes min den yngste snakker for meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar