Lige som man gik og troede at nu ville vinden vende bliver man kastet omkuld af en tsunami.
I går fik min mand af vide, at de ikke ville beholde ham som kørselsleder hos det firma, han var blevet ansat ved. De mente ikke det fungerede og det på trods af, at han har fået alle deres biler ud at køre igen og skabt en orden på det rod, som de tidligere ansatte havde skabt. Hvordan kan de vurderer det på kun 9 arbejdsdage???
Ja, jeg fatter det ikke!
Hvis de vidste, hvor meget han har svedt tran over det job, selv i de få timer vi har set ham herhjemme.Deres tab og vores ulykke, for det giver jo selvfølgelig ikke mad på bordet og nu skal han jo igang igen.
Jeg frygter det har givet hans selvtillid et ordenligt knæk og mine bekymringer over økonomi osv. bliver ikke mindre.
Øv, hvor er det bare træls synes jeg nok lige.
Måske er det bare mig der bekymrer mig unødigt og jeg prøver at være tapper, men jeg kan mærke at knuden i maven ikke er en af dem der lige løsnes op igen på 5 min. Det tærer på vores forhold at vi hele tiden svæver rundt i denne økonomiske usikkerhed. Jeg savner et nærvær som vi ikke er i stand til at give hinanden lige nu når vi skal slås for "overlevelse".
Prøver at trække vejret dybt og lige nu hjælper det lidt at skrive om det.......selv-terapi er vel også en vej ud af bekymringer.
Øv Rebekka!! Det er jeg fandme ked af at høre! Stort knus til jer alle 5
SvarSlettak søde Elisabeth.
SletHvor er det bare surt, men der er altid lys for enden tunnelen,og de ved ikke hvad de mister. Det tænker jeg altid hvis jeg mister nogen, ( som forhenværende veninder ved skilmisse). men det er hårdt når det tære på parforholdet ,håber på bedre tider for jer. Kæmpe kram Birthe.
SvarSletTusind tak for dine søde ord Birthe, det varmer og jeg kan fortælle vi nu har brugt påsken på at være tænkeboks. En ting er sikkert og det er jo at vi altid kommer stærkere ud på den anden side.Klem til dig.
Slet