Leger med Photoshop....pyh det er længe siden.

Jeg har lige brugt et par timer på at lege lidt med photoshop. Det er så længe siden, at jeg helt har glemt, hvordan dette ellers så vidunderlige billederedigerings program fungerer. Det der måske ville tage en prof. 2 min tog så mig 2 timer, men jeg håber at komme efter det igen. 

Egentlig sad jeg bare og slettede billeder på computeren, men faldt over dette blomster billede og kunne ikke stå for det.
Den oprindelige ide var at sætte det sammen med et andet billede af min datter, men måtte opgive den ide da evnerne ikke helt var der til det kreative input. Giver dog ikke op og må jo bare blive ved med at prøve.

Med lidt billede manipulation, og redigering kom der så det her ud af det.

 Jeg er rimeligt godt tilfreds med det og om ikke andet fik jeg aftenen til at gå.

LITTLEFISH......god rock med sjæl.

Her til aften var jeg til release party på det lokale spille sted "Det Brunske Pakhus" i Fredericia.

 Det var bandet LITTLEFISH, som spillede numrene fra deres første cd "The Gordian Knot". Spillestedet var pakket med familie, venner og andre nysgerrige, der lige som mig var spændte på at høre, hvad disse 3 lokale "knægte" kunne diske op med.

Fra start var der god stemning, og der blev hevet godt i strengene på både guitar og bas af henholdsvis Henrik Berger og Dennis Andresen alt imens den færøsk fødte trommeslager Fridi Øster tæskede løs på de spændte trommeskind.
God rock på den fede måde, med guitarriff, gode tekster og let genkedelige omkvæd.
 De 3 herrer, Henrik Berger ikke mindst, har i fint selskab, med Marcus Winther John, kendt for bl.a. at have skrevet sange til Sanne Salomonsen, Anna David, Mads langer og mange flere, men personligt husker jeg ham bedste som forsangeren i bandet Inside The Whale, fået skabt en skive som sagtens kan høres igen og igen.

Den første tanke der ramte mig, da jeg hørte disse engagerede musikkere, var fra en gammel Dizzy Mizz Lizzy sang, hvor ordene "one guitar, one bas and a drummer, that's really all it takes" lyder og måske var det slet ikke en dårlig tanke for ved nærmere eftersyn under Credits står det skrevet at cd'en er produceret af Tim Christensen, som er med på vokal på 3 af numrene. Men alt i alt gør de det virkelig godt og med den charme, selvtillid og ikke mindst deres lækre hår kan de sagtens gøre sig gældende i toppen af dansk rock.

 "Fights We Fight"

Lyt efter og dan selv en mening om dette band, men snyd ikke jer selv for oplevelsen af at høre dem live.

Er du/I hurtigt ude og har du/I ingen planer for lørdag d. 19. april, kan de opleves til endnu et release party denne gang på High Voltage i København

God påske og Held og lykke til LITTLEFISH herfra.

Stadig i live.

Pyhhh ha, sikke langt der er i mellem mine indlæg, her på bloggen. Jeg må da vist sande, at jeg ikke er den mest optimale blogger. Ikke fordi jeg ikke vil skrive, men den ene dag tager som altid den anden og selvom jeg ellers synes jeg har nok af sorger, glæder og kreative indput at dele ud af, får jeg det ikke gjort.

Nogle dage er jeg simpelthen bare for træt til at skrive og livet, som nu singlemor til tre krudtugler, er langt fra en dans på roser. Ikke at jeg tror nogen liv er en dans på roser.....for alle har jo deres at slås med, men jeg er sikker på alle gør hvad de kan, med de midler og overskud de nu engang har til rådighed.

I denne måned er det 1 år siden min "mand" og jeg gik fra hinanden......13 år med gode oplevelser, venskab og de dejligste børn i verden jeg kunne ønske mig. Men det at gå fra hinanden er jo ikke bare lut og lagkage. 

Bruddet, som sådan var rimeligt udramatisk, timeingen kunne jeg måske godt have ønsket var bedre, men når nu det er sagt, så var der heller ikke mere at bygge på eller noget at redde og selvom det var ham der traf beslutningen satte jeg mig ikke til modværge, for jeg havde jo vidst det længe, men havde lovet ham 3 år forinden, da jeg allerede dengang ville skilles, at det ikke var mig der skulle sige det igen. 

1 dag gik der fra beslutningen om at stoppe vores ægteskab var taget, til jeg bad ham om at flytte ud. Måske nok et meget tarveligt valg fra min side, men jeg havde brug for hurtigst muligt at få skabt en normal hverdag, hvor jeg havde overblik og styringen i hvad der skulle ske i mit og børnenes liv. En hverdag, hvor de vidste, til trods for savn af deres far, at de stadig havde et hjem og at de stadig havde to forældre der elskede dem, selvom de ikke elskede hinanden længere. Et hjem hvor kaos og vasketøj i bjerge var en saga blot.

Jeg synes selv det lykkedes mere eller mindre, men prøvede også at være meget opmærksom på børnenes behov og da de samtidig også stod og skulle skifte skole pga. skolesammenlægninger i kommunen, var de ekstra følsomme på hver deres måde. De to yngste startede op i skilsmisse grupper, hvor de frit kunne "læsse" af og møde andre i samme situation. Den store ønskede ikke, at snakke så meget med fremmede om det, men vidste at hun til en hver tid kunne få den hjælp hun måtte have brug for hvis behovet skulle opstå. Hjemme snakkede vi en del om det, men efterhånden fandt de frem til konklusionen at det var bedre med to glade forældre, end to der altid hakkede på hinanden og var kede af det.

Jeg synes samarbejdet med ex manden foregår hæderligt.....vi kan snakke om børnene og deres behov, han er god til at træde til når der er brug for hjælp og vi kan også grine og pjatte som vi tidligere har gjort. Det er rart på så mange planer at vi ikke skal bruge tid på også at "bekrige hinanden" og at vi ikke blander os i hinandens liv på den måde. Vi er forældre for vores børn og det skal fungerer på bedst mulig vis......Det vil jeg altid være ham evigt taknemmelig for. Hvad han ellers tænker om mig blander jeg mig ikke i, og så længe jeg ved han gør, hvad han kan for at vores fælles børn har det godt, er jeg glad.

Alligevel kan det undre mig I sådan en skilsmisse, at én man har været så tæt på og holdt af i så lang tid, pludselig kan føles som en helt fremmed og at folk man lige har mødt kan føles, som nogle man har kendt hele livet.

Sådanne aha oplevelser har jeg haft i det forgangende år.

Jeg synes, i det store hele, mit liv er blevet beriget med nogle mennesker, der vil mig for mig og ikke for, hvad jeg måske kan tilbyde eller gøre for dem. Mennesker som rummer, at ikke alle dage er lige lette, at jeg også har noget på hjertet, at jeg gang på gang fucker up i mit eget liv, og med garanti vil fortsætte med at gøre det, til den dag jeg dør. 

Mennesker, som er blevet til nære venner og veninder, som deler sorger og glæder, fester og hygger, bakker op og støtter op om de valg jeg nu engang formår at træffe. Mennesker, som jeg ikke nødvendigvis behøver at forklare en hel masse, men som giver en kop kaffe og nærvær uden at der behøver siges ret meget. Mennesker, jeg føler jeg skylder en stor tak til for at have beriget mit liv. 

TAK for Jer, som har været der igennem det hele, hvad enten jeg har kendt jer hele livet eller i er nye bekendtskaber.

God påske <3